Med det innovativt ventilationssystem InVentilate Performance+ har Stenløse Privatskole forbedret indeklimaet markant.

Stenløse Privatskole har som mange skoler haft et stort ønske om at forbedre indeklimaet i klasselokalerne, fordi luften i løbet af dagen blev tung og fugtig. Et klassisk tegn på, at luftens indhold af CO2 er for højt, og at der er behov for mere udluftning.

”Vi ledte efter en ventilationsløsning, som kunne tilpasses undervisningslokalerne og blev anbefalet af andre skoler at tage fat i InVentilate,” fortæller viceskoleleder Ole Odde.

Dermed blev Stenløse Privatskole blandt de første skoler, der har fået installeret InVentilates nyeste indeklimaløsning Performance+, som er specielt udviklet til undervisningslokaler, daginstitutioner, konferencerum og andre lokaler med behov for ekstra stort luftskifte.

”Performance+ tager hånd om alle aspekter af et sundt indeklima ved at sikre frisk luft med behagelig temperatur og et lavt lydniveau. Og med en indbygningshøjde på kun 35 cm kan systemet installeres i eksisterende lokaler,” forklarer Kim Friis Vedøe, salgschef hos InVentilate.

Da han kom ud på Stenløse Privatskole for at måle indeklimaet, viste det sig ganske som forventet, at luftens CO2-niveau blev højt i løbet af skoledagen. Men så snart Performance+ blev installeret og begyndte at skifte luften 5,5 gange i timen – ganske langsomt og uden træk – skete der en markant forskel,

”Nu ligger CO2-værdien i gennemsnit under 800 ppm, hvilket er et fint stykke under de tilladte 1000 ppm, som mange skoler kæmper for at overholde,” siger Kim Friis Vedøe.

En ekstra fordel ved Performance+ er, at der går 5 år imellem, at filteret skal skiftes, og Stenløse Privatskole overvejer nu at installere indeklimasystemet i flere klasselokaler.

Den æstetiske afslutning på Performance+ mangler at blive monteret på Stenløse Privatskole, men ventilationen kører og giver allerede en langt bedre luftkvalitet i klassen hele dagen.